15. dec. 2025

Mød formandskandidat Tommy Jensen

Når Jørgen Nielsen går af som formand, skal Foreningen af Tilsynsfunktionærer vælge en ny. Her kan du møde kandidat Tommy Jensen, som fortæller om sig selv og sine visioner for foreningen.

Billede til nyheden Mød formandskandidat Tommy Jensen
Tommy Jensen stiller op som kandidat til formandsposten i Foreningen af Tilsynsfunktionærer. Privatfoto.

Kære kolleger

Jeg har valgt at stille op som formand i vores fagforening, Foreningen af Tilsynsfunktionærer. Det gør jeg med stor respekt for det arbejde, der allerede er lagt, men også med et klart ønske om at styrke vores fællesskab og gøre vores fagforening endnu mere synlig, handlekraftig og relevant for alle medlemmer.

Jeg har gennem den seneste tid som TR og bestyrelsesmedlem haft fornøjelsen af at arbejde tæt sammen med mange af jer. Det har givet mig en dyb indsigt i både vores styrker og de udfordringer, vi står over for. Vi har en stærk faglig identitet, specialister på vores område, et solidt sammenhold og en stor vilje til at støtte hinanden – men vi står også midt i en tid, hvor vores vilkår og faglige rettigheder hele tiden bliver sat under pres. Det kræver en tydelig stemme, der tør tage debatten, og et lederskab, der kan samle os på tværs af branchen, vores arbejdspladser og erfaringer.

Derudover har jeg været aktiv i fagbevægelsen i en årrække, hvor jeg blandt andet har været lokal ungdomsformand i Fødevareforbundet og i ungdommens landsledelse. Privat danner jeg par med Winnie, som selv har været TR i FOA og er lokalpolitisk aktiv, så baglandet er med, og sammen har vi to piger, Josephine og Frederikke.

Som formand vil jeg arbejde for tre overordnede mål:

  1. En fagforening tættere på medlemmerne
    Jeg ønsker, at alle medlemmer skal opleve, at fagforeningen er der, hvor de er – både fysisk og digitalt. Det betyder bedre rådgivning, hurtigere hjælp og en mere direkte dialog mellem medlemmer og ledelse. Vi skal være en fagforening, der lytter og handler.

  2. Stærkere indflydelse på vores arbejdsforhold
    Vi skal stå sammen om at sikre ordentlige løn- og arbejdsvilkår, og vi skal turde udfordre arbejdsgivere, når vores faglighed ikke bliver respekteret. Det kræver både mod, viden og samarbejde – og jeg vil arbejde for, at vi som medlemmer får de bedste redskaber til at påvirke beslutningerne der, hvor de bliver truffet. En stærk organisering giver et stærkt mandat både i forhandling og i formidling.

  3. En moderne og inkluderende fagforening
    Vores medlemskab skal være relevant for alle – uanset alder, baggrund eller stilling. Vi skal være åbne for nye måder at organisere os på, så nye generationer af fagpersoner ser os som en naturlig og attraktiv del af deres arbejdsliv. Jeg tror på, at vores styrke ligger i fællesskabet – i den solidaritet, der binder os sammen som fagfolk. Men fællesskabet skal plejes og fornyes, hvis det skal være bæredygtigt. Derfor håber jeg, at I vil give mig jeres opbakning til at stå i spidsen for den udvikling. Sammen kan vi skabe en fagforening, der både værner om vores traditioner og tør tænke nyt.

Tak, fordi I tager jer tid til at læse dette. Jeg håber, I vil støtte mit kandidatur som formand for jer. Jeg glæder mig til at fortsætte dialogen med jer – og til at kæmpe for vores fælles sag med lydhørhed, engagement og handlekraft.

Med venlig hilsen
Tommy Jensen

Kontakt mig på tlf. 60 80 50 74 eller mail Tommyuglen@gmail.com

Relaterede nyheder